Hvorfor vi skal tage et standpunkt imod hunde racestandarder
Hunde inden advent af racestandarder
Mange mennesker over hele verden nyder selskabets og arbejdsmoral for deres renrasede dyr, og der er ikke noget i sig selv galt med dette. Et renraset dyr kan, når det er avlet korrekt, være føjeligt, langvarigt, smukt og sundt. Faktisk, når der lægges en vægt på disse egenskaber, overgår nogle af racerne muligvis de fleste mutter, der har energien i en meget større genpool. For hver positiv er der dog et negativt. Vi som mennesker har en tendens til at være usædvanligt disponeret for at fokusere på skønhed alene uden virkelig at tænke over konsekvenserne.
For fuldt ud at forstå dette bør vi sandsynligvis tage et kig på, hvad hunderacer plejede at være, og hvad de er nu. I begyndelsen havde vi ikke hunde. Vi havde ulve, og de var vilde. De fleste af disse ulve var bange for mennesker og forblev vilde, men nogle gange kom en modig ulv forbi og spiste kød og mad, som folk havde efterladt. Gennem successive generationer blev disse ulve tamer. På et tidspunkt har vi måske bragt ulvehvalpe hjem som kæledyr, der tilføjede denne huslige tilbøjelighed.
Til sidst blev ulve tamme og omdannet til hunde, der ikke overraskende lignede meget ulve. Disse hunde arbejdede for deres levevis. Huskies trak slæder, Salukis og andre fyrtårn hjalp deres ejere med at fange ørkenkaniner, og nogle hunde stoppede helt med at jage for at beskytte og besætte får og andet husdyr. Mange af disse hunde opdrættet med vilje sammen med andre hunde i området, men andre gange ville deres ejere træde ind og vælge en styrmand til dem. Men i disse tilfælde fokuserede man normalt ikke på farve, bekræftelse eller type, i stedet var fokus på at avle den bedste hund til jobbet.
En stor besætningshund ville tilslutte sig en anden storhyrdehund, og sammen ville de have meget uslebne, men hårdtarbejdende hvalpe. I tidens løb kan hundene i visse regioner tilpasse sig farve og type, men det skyldtes hovedsageligt, at de hunde, der bedst egnede til hvert job var de eneste, der blev opdrættet - og disse hunde havde ofte de samme egenskaber. For eksempel var Great Pyrenees-hunde nødvendige for at beskytte får, og de gjorde det bedst ved at være hvide og fluffy selv, ligne snarere som fårene, de beskyttede, indtil noget intetanende vilde dyr kom lidt for tæt på.
I mange tusinder af år gik det sådan med hundeopdræt, og for at være helt ærlig havde vi ikke rigtig for mange specifikke racer, vi havde ikke brug for dem. Ideen om at have en hund bare et kæledyr var stadig en ret radikal idé. Dette betyder ikke, at folk ikke elskede deres hunde, det betyder bare, at deres hunde blev forventet at gøre noget til gengæld, uanset om det var jagt, trækker forsyninger, besætning, beskyttelse af ejendom, lokker lopper ud af rige ejere eller endda bekæmper andre hunde og dyr til underholdning.
En af de ældste hunderacer - saluki - bruges stadig til at jage kaniner, og i USA kæmper de med langt længere udholdenhed end gråhunde.
Den victorianske tidsalder og dens hunde
Så skete der noget - middelklassen blev født. Nu havde mange flere mennesker disponible formue og flyttede ind i byerne. De havde ikke længere brug for store gårdehunde, og nu havde de råd til små hunde, som de aristokratiske klasser altid syntes at elske. Mange af de større racer blev miniaturiserede, og der var en virtuel eksplosion af nye racer, især mindre.
Disse hunde havde ikke job, deres eneste formål i livet var at være elskelige og søde, og det er her ting begyndte at gå galt. Nu blev der ikke lagt vægt på at avle en hund, der kunne arbejde bedre eller leve længere, det var på skønhed, vores længe besættelse. I 1860'erne dukkede den første hundeshow op, så folk kunne indtaste deres hunde i virtuelle skønhedsbilleder.
Folk begyndte at avle for ekstreme karakteristika. Den mest livlige race, dette kan ses i, er sandsynligvis bulldoggen. Bulldogs i 1800-tallet og før lignede meget, som en pit bull gør i dag. De var ofte noget høje, smidige, med kun en noget sløv snute, måske endda lidt længere end en nuværende boksers snute. De kunne fungere perfekt som både en ledsager og en ond modstander i kampringen, hvad enten de angriber bjørne, rotter, andre hunde eller eksotiske dyr.
Til sidst blev blodsport ulovligt, men tyrhunde havde eksisteret i lang tid og havde en masse fans. Kæledyrsavlere trådte ind og overtog racen. I stedet for at avle for smidighed og udholdenhed besluttede de sig for at fokusere på den snude, hvilket gjorde det til at blive kortere gennem successive generationer, indtil fyrre år nede var deres snutter stort set ikke-eksisterende. Ikke kun dette avlede de kortere, mere muskuløse hunde, der gav udseende udholdenhed, selvom de ikke længere havde de gladiatoriske evner, den engang havde.
Bulldogs er nu en af de kortest levende racer. De har så enorme hoveder ved fødslen, at mange kun er i stand til at bære hvalpe efter C-sektion. Deres ekstreme skubbet ind i næserne efterlader dem modtagelige for vejrtrækningsproblemer, luftvejsinfektioner (som når de drikker deres tunge ofte kaster vand op i næserne) og er meget let at overophedes, da en hundes snude og den lange næse er et naturligt kølesystem.
Deres tunge knoglestruktur gør dem også tilbøjelige til ting som hofteleddsdysplasi og voldsom opdræt af hvalpemøller og andre mennesker, der prøver at tjene penge, har gjort dem endnu svagere med hudproblemer oven på alt dette. Agility er ikke længere og mulighed for deres toptunge dyr, som ikke længere kan vende sig for at ridse deres egen røv. Det er temmelig trist at se et dyr, der engang var kendt for at bekæmpe tyre, der ikke længere er i stand til endda at bide sig selv.
At lære fra fortiden
Så hvis bulldogs plejede at se ud som pit bulls, hvor kom pit bulls fra, og hvad kan det lære os? Pit bulls er en meget genetisk forskellig race. Årsagen til at de har opretholdt deres originale udseende er, at uanset om vi vil indrømme det eller ej, bliver de stadig brugt til deres oprindelige formål - kamp.
De fleste af de pit bulls, du ser i krisecentre, kommer fra kamplinjer, og som sådan skal de være funktionelle. De skal have stor udholdenhed, høj energi, fantastisk agility og ligegyldighed over for smerter. De store professionelle kamphundeopdrættere sørger også for, at deres hunde kun opdrættes for at være hunde-aggressive, ikke menneskelige aggressive, da det ville bringe håndtererne i fare.
Pit tyre er elsket af mange, der er fuldstændig frastødte og uventede over kampverdenen, sandsynligvis lige så meget som nogle mennesker, hvor der er bulldogs tilbage om dagen. Jeg er ikke bange for, at racen nogensinde vil blive udryddet, selvom vi fanger enhver hundekæmper i landet, fordi der allerede er mennesker derude, som avler disse hunde for at forbedre temperamentet og genvinde den sociale stabilitet. Der er også mennesker, der gentager denne arbejdsrase for at udføre andre mere lovlige job som søgning og redning, narkotika, bombe og cadaver-sniffende hunde, vægttrækkere, og der er endda en håndfuld, der bruges til besætning!
Så længe disse positive egenskaber er det, der er fokuseret på, er jeg ikke i tvivl om, at disse hunde vil være med os længe i fremtiden og se nøjagtigt ud, som de er nu. Forhåbentlig vil kæledyrsavlere ikke begå den fejl, bulldogopdrættere har foretaget, og vil holde hundene i deres arbejdsmæssige tilstand.
Fortryd forkert for en bedre fremtid
Mit fokus i dag var kun på nogle få hundeacer, men når det kommer til det, er der en masse hunde derude, som er dårligt avlet eller avlet af de forkerte grunde. Nogle mennesker kan godt lide at tjene en masse penge virkelig hurtigt ved at skære hvert hjørne og overhovedet ikke tænke på hverken deres avlsdyr eller deres hvalpe.
Andre opdrættere avler til show og koncentrerer sig kun om skønhed. En af de værste ting, jeg nogensinde har set, er Syringomyelia, en tilstand, der plager kong Charles Spaniels. Det er en genetisk lidelse, der er både forfærdelige og fuldstændigt og let at forebygge. Disse hunde er avlet op for at have karakteristisk kuppelede hoveder, og nogle gange tillader denne mutation ikke nok plads til hjernen til at vokse.
Når hjernen vokser hos ramte hunde, vil den begynde at skubbe mod kraniet og derefter til sidst skubbe sig ud i rygsøjlen, hvilket får luftlommer og cyster til at dannes på rygsøjlen. Dette vil medføre enorm uhelbredelig smerte, og hunden kan reduceres til et skrigende gnid, indtil nogen har nåde til at sætte den ud af sin elendighed. Andre kan komme lettere af, men de har stadig smerter, og det er stadig en progressiv sygdom. Der er ingen kur, men der er forebyggelse. Sygdommen er ofte et simpelt dominerende gen. Dette betyder, at en eller begge forældre skal have sygdommen for at give den til hvalpe.
Jeg har hørt om en hel del vindende showopdrættere med bevidsthed at opdrætte disse berørte dyr for at skabe flere showvindende afkom. De fleste tilfælde diagnosticeres, før hunden er to år gammel (fuldvoksen), så disse mennesker ved ofte, hvad de laver. Det er en etisk afgrænset opførsel, der direkte er i konflikt med velvære for de dyr, de avler.
Denne sygdom kunne så let blive avlet ud af racen, hvis opdrættere bare gjorde to ting:
- Ventede på, at deres dyr var over 2 år eller ældre, før de blev avlet.
- Hvis de ender med et sjældent tilfælde, der dannes efter 2 år, skulle de straks tage dette dyr og alle dets afkom ud af ethvert avlsprogram og advare ejerne af tidligere hvalpe.
Dette er vanvid! Spørg enhver kæledyr Charles Spaniel kæledyrsejer, hvis de hellere vil have den smukkeste hund, vel vidende om, at de ville dø en frygtelig smertefuld død inden for de første faser af dens liv, eller en mindre smuk, men perfekt sund og glad hund, de ville vælge sidstnævnte. Nedenfor er en video, der dokumenterer sygdommen med udsagn fra en dyrlæge og nogle potentielt forstyrrende optagelser fra flere berørte hunde. Se på din egen risiko.
Hvad kæledyrsejere kan gøre
Du kan spørge efter at have læst alt dette, om der er noget, der kan gøres ved det, og ja, det er der. Sørg for, at dine lokale opdrættere ved, hvad du leder efter (et sundt, lykkeligt, veltilpasset dyr), og stress det punkt, og hvis du er en opdrætter, der ved, at de viser, at standarder skader din race, så hold modet til at trodse dem, du vil ikke være den eneste eller den første!
Der er mennesker derude, mest dyrlæger, der arbejder på sundere alternativer til gamle racer som bulldogs med længere krus og mere fleksible kroppe. Alt i alt er det bare at støtte de gode mennesker gør det rigtige. Køb ALDRIG en hvalp eller killing fra en dyrebutik, mølle eller person, der naturligvis bare prøver at tjene penge. Understøt heller ikke showopdrættere, som kun avler for skønhed uden tanke om noget andet (og nej, ikke alle showopdrættere er som dette, bare vær forsigtig.) Vælg en der vil svare på dine spørgsmål som: ”Hvor fik du din avlsbestand? ”
”Har du line-race? I bekræftende fald hvornår og hvorfor? ”Og“ Hvad laver du for at forhindre genetiske sygdomme hos denne race? ”Vi lever i en verden fuld af teknologi til at hjælpe os med at bestemme disse ting gennem blodprøver og røntgenstråler og anden almindelig test. Der er ingen undskyldning for, at en opdrætter ikke gør noget. Sørg for at forske i din valg af race og spørg om de specifikke spørgsmål. Du vil være en meget gladere kæledyrsejer i det lange løb.
